I de perioder hvor der er mange anfald, hvor jeg er “lukket” inde i et mørkt rum of fysisk ikke er til stede på måde jeg ønsker overfor min familie, så bliver det ekstremt hårdt at “huske de gode ting”. Sindet går simpelthen i sort.
En følelse af, utilstrækkelighed, hvor jeg ikke gør nok, er nok, kan være nok, kan hurtigt overvælde mig.

Som ægtemand, som far er det frygteligt ikke at føle jeg ikke gør det godt nok.
Når jeg ligger i mit mørke rum, ude af stand til at gøre noget. Følelsen af at gå glip af noget. Måske oplever mine drenge noget for første gang, som jeg ikke kan opleve sammen med dem.
Jeg kan godt føle jeg går glip af meget af min drenges barndom.

Jeg har efterhånden fået nogle gode værktøjer til at “tøjle” min psyke, samtidig så har Signe og jeg et fantastisk samarbejde, hvor vi kan være helt ærlige overfor hinanden, og på den måde støtte hinanden.

Jeg tror de tanker og følelser er meget almindelige hos dem som kæmper med kroniske diagnoser, men jeg tror også fuldt og fast på, at de kan holdes på en plads, så hele livet ikke går op i “dårlig samvittighed”.
Så uanset hvor svært det er. Husk de gode stunder og lad de dårlige gå i glemmebogen.