Mit møde med Horton.

En lille intro omkring min Horton, tænker jeg er en god måde at starte denne bog op på.

Jeg får første gang anfald vinteren 2020 (som om Corona ikke var nok)!

Da jeg aldrig har oplevet noget lignende og ikke anede Hortons eksisterede, var det med en del nervøsitet. Min læge tager det heldigvis seriøst og efter kun 2 samtaler med ham, sender han mig til en Neurolog i Århus, som ret hurtigt igen konstaterer at jeg nu er den lykkelige ejer af Horton Hovedpine.

Min anfald kommer altid i højre side (så mit øje er efter daglige anfald igennem snart 2 år, er ved at være ret træt af mig) mit øje er meget ømt, jeg er lysfølsom, lydfølsom, og det er som om, der sidder en eller anden, omme bag ved mit øje og stikker en kniv igennem det fra bagsiden.
Anfaldende varer alt fra 20 minutter, til det værste jeg har oplevet, små 4 timer.

Efter diagnose, og det der nok svarer til et halvt apotek, inden vi finder noget medicin, der i det mindste gør det tåleligt at være til, går der ca. 3 måneder, hvorefter anfaldende forsvinder.

Jeg tænker lykken er gjort, og jeg mærker intet til det….før 2 september 2022.

Her kommer de igen for fuld smadder, og jeg har lige siden været præget og ramt af næsten daglige anfald, som oftest kommer sent aften og nat, så har ikke fået en uforstyrret almindelig søvn siden da.

Marts måned 2023, får jeg så af vide fra en Overlæge, det her er hvad de kalder svær Horton Hovedpine, i kronisk forstand.

Kronisk – Det var et ord jeg lige skulle tygge på.

På den ene side gjorde det mig ulykkelig at vide jeg kan forvente det er der hver dag, på den anden side, gav det mig en eller anden form for forløsning, for nu kunne jeg i det mindste begynde at samarbejde med min hovedpine, sådan at vi kunne leve sammen.

Inden da gik jeg hver evig eneste dag, og håbede på at i morgen blev bedre, og når det ikke blev det, var jeg irriteret, ulykkelig, og bange.

Men diagnosen hjalp mig til at få lidt perspektiv på – Her havde jeg en diagnose jeg skulle kæmpe med hver dag, så var der 2 muligheder.

Jeg kunne enten give op, og lade hovedpinen styre hele mit liv, bare overleve fra dag til dag.

Eller jeg kunne acceptere den “ny normal”, som hovedpinen gav, og leve med den i stedet.

Det er blevet en af mine helt store overskrifter i mit liv nu.

Jeg vil ikke bare “overleve” jeg vil “leve”!