Det kan lyde meget selvmodsigende, for det er jo ikke ligefrem en velsignelse at være syg.

Men det er en ting jeg har tænkt meget på. Det at jeg er blevet kronisk syg, er så vanvittig hårdt. Både den smerte Horton kommer med, men også det psykiske pres, det pres der bliver sat på hele familien, de ting jeg skal acceptere jeg ikke kan, ikke magter. At nej er blevet er ret brugt ord. De dage hvor hovedpinen gør at jeg snerre at børnene.

Så hvor er velsignelsen?

Jeg har fundet ud af, at det at være “tvunget” til at tage alt lidt langsommere, gør at jeg fokusere meget på hvad, hvem og hvor jeg vil bruge min energi og mine kræfter.

Jeg har fundet ud af, hvor stor en glæde det kan være, at man går tilbage til basis, hvad gør mig glad? Hvem gør mig glad? Og så bruge min tid der.

Det er selvfølgelig også “nemt” for mig efter jeg er blevet pensionist, for jeg er ikke tvunget til at bruge energi på en arbejdsplads, samtidig med at bruge energi på sygdom, og det er virkelig en kæmpe lettelse at tage den ud af ligningen.

Men når jeg så ser de fine vintergækker som står flot i haven, bliver mindet om at foråret er på vej, et nyt kapitel, med lyse timer, fuglesang og varme (forhåbentlig er vi færdige med sne og kulde i denne omgang). Så tænker jeg ved mig selv, NU er det godt tidspunkt at lave nye planer, NU er det et godt tidspunkt at revidere sin tankegang, NU er det er godt tidspunkt at vende negative tankegange til noget positivt.
NU er det et godt tidspunkt til at finde ud af hvordan man ønsker sin tilværelse skal være. Skal sygdom fylde mest? Eller skal det der gør mig glad fylde mest?  Jeg er ikke i tvivl, og jeg vil bruge alt min energi på at fokuserer på det der gør mig glad, for sygdommen. Ja den er der, den er stadig en stor plage i hverdagen og den forsvinder nok ikke lige med et trylleslag. Horton er god til at gøre opmærksom på sig selv, men der er jo ingen grund til at den bliver overdøvende.